Gå til hovedindhold
Du er her:

Forberedelse ved indflytning

Indflytningssamtale

Inden for 14 dage efter din indflytning, vil personalet følge op på hvordan indflytningen er gået. I denne sammenhæng taler vi også med dig og evt. dine pårørende om dine forventninger til os og dine ønsker til hverdagen. Vi vil gennemgå nedenstående emner under indflytningssamtalen.

Døgnrytmeplan

I samarbejde med dig og evt. pårørende vil sygeplejersken samt din kontaktperson udarbejde en døgnrytmeplan, så dine ønsker og behov i videst muligt omfang tilgodeses, og at du kan fortsætte med at gøre de ting du selv kan.

Livshistorie

For at kunne yde den bedst mulige pleje, er det meget vigtigt for personalet at få viden om det liv, som du har levet hidtil. Du bestemmer selv hvilke oplysninger du synes, er relevante for os.

Hjælpemidler

Alle hjælpemidler, som du skal benytte efter indflytning i plejebolig, skal medbringes ved indflytningen, og betragtes som dit inventar. Du skal selv sørge for at flytte hjælpemidlerne.

Sygepleje

Sygeplejersker og SOSU-assistenter yder sygepleje som f.eks. medicindosering, læge-kontakt, sondeernæring, sårpleje og kateterpleje. Disse sygeplejersker vil lave en aftale med dig og evt. dine pårørende, hvor der vurderes hvad du har brug for. Sygeplejeartikler som bleer, stiklagener, forbindinger, katetre og kateterposer leveres gratis efter en individuel vurdering (jvf. Lov om social service § 97).

Medicindosering og opbevaring

Opbevaring og udlevering af medicin sker i henhold til aftale med din egen læge samt plejecentrets sygeplejersker. Får du dosispakket medicin på apoteket, fortsætter denne ordning på plejecentret. Hvis du ikke har nogen aftale om dosispakning af medicinen, foreslår vi, at en sådan aftale udarbejdes i samarbejde med din praktiserende læge. Sygeplejerskerne kan orientere dig mere om dette.

Når du flytter ind, skal du medbringe medicin i doseringsæsker til to uger. Du kan købe doseringsæsker på nogle af plejecentrene, spørg personalet. Ønsker du selv at administrere din medicin, kan du tale med sygeplejersken om det. Solgården har indgået aftale med Lyngby Løve Apotek om levering af medicinen, og vi henstiller til at du benytter dette apotek. Du skal selv betale direkte til apoteket for medicinen samt levering. Vi anbefaler derfor, at du får oprettet en aftale via Betalingsservice.

Kørsel ved flytning

Udgifter til kørsel i forbindelse med indflytning på plejecentret, skal du selv afholde.

Har du husket

  • At søge boligstøtte
  • At ændre postadresse på diverse abonnementer og lignende
  • At informere os om, hvis du er medlem af ”Danmark”
  • At søge tilskud til fodplejen