Lyngby-Taarbæk Kommunes omsorgstandpleje står for klinikken, og tager sig af de beboere der er tilmeldt ordningen via opholdsbetalingen.
Klinikken er beliggende på 1. sal i B-huset (Virumvej 125).
Tandplejen kan kontaktes på telefon 21 52 35 04 eller 45 97 30 30.
Hvad er omsorgstandplejen
Omsorgstandplejen tilbyder forebyggende samt behandlende tandpleje, som er tilpasset den enkelte borgers behov og mulighed for at gennemføre den pågældende behandling.
Omsorgstandplejen handler om at støtte borgeren bedst muligt med respekt for den egenomsorg de fortsat har. Denne kan variere fra borger til borger og det er omsorgstandplejens opgave, at møde borgeren åbent i den livsfase de befinder sig i og med den respekt det kræver for, at kunne hjælpe den enkelte bedst muligt.
Omsorgstandplejen handler i høj om grad om et tværfagligt samarbejde mellem tandplejen og det plejepersonale, som omgiver borgeren. Det kan være svært at flytte væk fra de vante rammer og rutiner hjemme og ind på et plejecenter, hvor alt er nyt og ukendt. Nogle borgere føler endda, at de er blevet flyttet fra deres hjem mod deres vilje. Det kan være svært at forstå, at man skal have hjælp til mange gøremål, og ikke mindst til den daglige hygiejne, som tandpleje er en vigtig del af. Borgerne har måske opfattelsen af, at han eller hun fint kan varetage og opretholde egen mund- og tandhygiejne.
Alderssvækkelse og funktionsnedsættelse fører ofte til, at en tidligere tilstrækkelig mundhygiejne med tiden bliver ringe og utilstrækkelig. Generel aldringsændring og medicin indtag kan tilmed medvirke til forandringer i mundhulen.
Demente eller alderssvækkede borgere føler sig ofte trygge hos plejepersonalet som de kender og møder dagligt. Derfor er det tværfaglige samarbejde i høj grad nødvendig for at omsorgstandplejen fungerer. Den daglige mund- og tandpleje varetages eller støttes måske af plejepersonalet, og det kan derfor være hensigtsmæssigt at plejepersonalet er til stede på tandklinikken, når en behandling udføres. Et sådant samarbejde planlægges løbende mellem plejepersonalet og det tandfaglige personale. Pårørende er altid velkomne til at deltage, når en borger besøger tandklinikken.
Hvem kan tilbydes omsorgstanpleje – målgruppe
Tilbydes til borgere, som på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud. Tilbuddet ydes til personer, hvis egenomsorg er så begrænset at borgeren har behov for hjælp i almindelige daglige funktioner eller for egentligt pleje.
Alle borgere der bor på plejehjem tilbydes omsorgstandpleje.
Frit valg af tandpleje
Personer, der visiteres til omsorgstandpleje, kan modtage tilbuddet:
- Hos den kommunale tandpleje i Lyngby-Taarbæk kommune
- Hos privat praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker
Hvis borgeren ønsker at benytte privat praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker, så skal der indgås en kontrakt mellem den private praksis og tandplejen i Lyngby-Taarbæk kommune. Behandling kan først iværksættes, når kontrakten er indgået af begge parter. Hvis man ønsker at benytte sig af privat praksis skal man kontakte tandplejen på 45973030 eller tandplejen@ltk.dk
Når der er indgået en kontrakt med privat tandlæge/klinisk tandtekniker, kan man påbegynde sine undersøgelser/behandlinger der. Særligt kostbare ydelser, skal dog godkendes af den kommunale tandpleje, inden disse gennemføres. Den private tandlæge/kliniske tandtekniker, skal derfor sende et overslag, som tandplejen skal godkende, inden behandlingen iværksættes. Den private praksis står for at sende overslaget til tandplejen.
Hvordan er vi organiseret
Vi har tandklinikker placeret på plejecenter Baunehøj, Bredebo, Lystoftebakken, Virumgård og Solgården. Klinikkerne på plejecentrene er som udgangspunkt åbne én gang om ugen.
Vi tilbyder både at se borger i eget hjem, på tandklinikken på plejecentrene og ved større behandlinger tilbydes behandling på centralklinikken på Carlshøjvej 8.
Omsorgstandplejen udgøres af et mindre team med stor erfaring indenfor omsorgstandpleje, så der altid er en genkendelighed for borgerne
Tandbehandlinger i omsorgstandplejen
I omsorgstandplejen planlægges og udføres tandbehandlinger med respekt for borgerens ønsker og selvbestemmelse. Det vil sige, at vi ikke kan gennemføre behandlinger og undersøgelser, hvis borgeren ikke giver samtykke.
Visse behandlinger kan ikke gennemføres, hvis borgeren ikke kan magte den tid det kræver at ligge i stolen, eller ikke kan samarbejde til en given behandling.
Omsorgstandplejen tilbyder begrænset behandlingstyper. Tilbuddet om omsorgstandpleje omfatter således:
- Løbende undersøgelser hver 8.måned.
- Tandrensning efter behov. (Interval vurderes af en tandfaglig uddannet behandler).
- Tandfyldninger
- Protesekorrektioner
- Fremstilling af tandproteser.
- Smertestillende tandbehandling.
Foregår behandlingen i eget hjem, tilbyder vi primært:
- Udredende besøg
- Forebyggende tandpleje
- Protesebehandlinger
- Nødbehandlinger
Omsorgstandplejen tilbyder hovedsageligt:
- Tandpleje som fx fyldninger og aftagelige tandproteser samt fjernelse af tænder, som ikke kan bevares eller som fører til andre problemer, betændelsestilstande og lign.
- Vedligeholdelse af eksisterende tænder, så tyggefunktionen opretholdes.
Omsorgstandplejen tilbyder altså ikke behandlinger, som udelukkende har et kosmetisk formål. Det samme gælder forhold med større istandsættelse af tandsættet med faste kroner, broer og implantater. Denne type behandling er ikke dækket af omsorgstandplejen, men kan udføres i særlige tilfælde.
Hvad koster omsorgstandplejen
Det koster 588,00 kr. årligt niveau 2024 at være tilknyttet omsorgstandplejen. Beløbet reguleres løbende.
Klage og ankemuligheder
Hvis du er utilfreds med omsorgstandplejens omfang eller har klager i forbindelse med den tandfaglige behandling kan der rettes henvendelse til overtandlæge Stine B. Laursen på tandplejen@ltk.dk eller telefonisk på 45 97 30 30.