Praktiske oplysninger
Her finder du praktiske oplysninger i forbindelse med din indflytning.
Her finder du praktiske oplysninger i forbindelse med din indflytning.
Når du flytter ind i en plejebolig, gælder de samme regler for vedligehold af lejemålet som i alle andre lejeboliger. Det betyder blandt andet, at du selv, eventuelt sammen med dine pårørende, skal kontakte boligselskabet, hvis der opstår problemer omkring lejemålet. Det kan være vedrørende el, stoppede afløb, dryppende vandhaner og lignende. Du skal også selv stå for indretning af din nye plejebolig, dvs. opsætning af lamper, installering af fjernsyn, telefon og internet samt montering af løse ledninger.
Du betaler husleje, varme og el, til enten DAB eller Lyngby-Taarbæk kommunes ejendomskontor. Du kan søge om boligstøtte ved kommunen.
Betaling af servicepakken opkræves en gang om måneden forud via Betalingsservice (PBS). Servicepakken betales fra og med indflytningsdagen.
Det er vigtigt at du indretter dig med egne kendte møbler og ting. Hvis du har haft en hyggekrog eller en bestemt yndlingsstol, er det en rigtig god idé at medbringe den.
Af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, skal du være opmærksom på nogle ting, når du indretter din bolig. Du får fx en ny seng, som har nogle hæve- og sænkefunktioner. Det er vigtigt at tænke på at boligen ikke skal have for mange tunge møbler, da der skal være plads til at bevæge sig rundt med hjælpemidler. Af samme årsag fraråder vi også gulvtæpper. Personalet vejleder gerne om den mest hensigtsmæssige indretning af boligen. Alle boliger får udleveret et nødkald, som besvares af personalet.
Du skal selv medbringe puder, dyner og sengetæppe, som skal kunne vaskes i vaskemaskine. Medbring gerne 2 dyner, således at der er en ekstra dyne at skifte med. Sengelinned og håndklæder er inkluderet i servicepakken. Hvis du ønsker at bruge eget linned og egne håndklæder, skal du og dine pårørende selv sørge for det bliver vasket.
Egne dyner og puder skal mærkes med bolignummer og navn. Mærkning udføres af dig selv eller dine pårørende. Du kan få mærkater hos os og låne en varmemaskine.
Nøglebrik til boligen udleveres af plejecentrets administration. Nøglebrik og lås er elektroniske og skal løbende opdateres.
Som udgangspunkt er døren til boligen IKKE låst. Man kan også aftale med personalet at døren låses i forudbestemte tidsrum. Personalet på etagen har nøgle til boligen. Pårørende kan med beboerens samtykke, få udleveret ekstra nøgler til boligen. Henvendelse vedrørende dette skal ske til administrationen.
Vi anbefaler, at du tegner/bevarer indboforsikringen, da indbo kun er dækket af kommunens forsikring, hvis der sker større skader, f.eks. vand- og brandskader.
Du skal selv bede dit forsikringsselskab om den særlige plejehjemsforsikring, der dækker tyveri, selv om døren til boligen har stået åben. Du skal være opmærksom på, særligt værdifuldt indbo ikke er omfattet forsikringen.
Installation af TV betales af dig. Yousee’s grundpakke er indeholdt i din husleje, men ønsker du yderligere kanaler, skal du selv kontakte Yousee eller en anden udbyder.
Lyngby-Taarbæk Kommune har et gæstenetværk der hedder LTKAir, hvor man kan få midlertidig adgang til internettet. Se hér hvordan du logger på. Ønsker du permanent adgang til internettet, skal du selv kontakte det firma du ønsker at bruge.
Boligen er forsynet med telefonstik. Du har derfor mulighed for at anmelde flytning af telefon. Du kan også bestille tilslutning af net-forbindelse hvis du ønsker internetforbindelse til din computer eller tablet.
Plejecentret modtager hver uge lokalavisen ” Det grønne område”. Hvis du abonnerer på en avis, vil den blive afleveret i din postkasse ved indgangen til plejecentret sammen med din øvrige post.
Plejecentret har ikke særskilt kontakt med noget pengeinstitut og kan derfor ikke tilbyde nogen service i denne forbindelse.
Du skal selv sørge for indkøb af alt personligt tøj og fodtøj. Dit eget tøj mærkes med bolignummer. Det anbefales at du har fastsiddende skridsikre hjemmesko.
Hvis dit tøj vaskes af personalet på plejecentret, betales det over servicepakken og vaskes på 40 og 60 grader. Hvis dit tøj ikke kan tåle at blive vasket i almindelig fin- eller kogevask, skal du eller dine pårørende bringe det til renseri. Tøj og vask er på egen risiko/erstatning.
Det er muligt via kommunens bibliotek at låne bøger, lydbøger og mukbånd. Bestilling af bøger kan aftales på tlf.: 45 97 37 00. Personalet kan være behjælpelig med kontakten.
Der er en privatpraktiserende fodterapeut tilknyttet plejecentret. Behandlingen aftales med fodterapeuten og kan foregå i egen bolig. Der betales for behandlingerne over den månedlige regning eller kontant. Offentligt tilskud til behandlingen søges efter de sædvanlige regler. Hvis du ønsker at få fodpleje ”ude i byen”, skal du selv dække transportudgifterne.
Hér kan du læse mere om den fodterapeut der er tilknyttet Solgården.
På grund af risikoen for at tiltrække rotter og andre gnavere, er det forbudt at fodre fugle eller andre dyr på arealet omkring bygningen.
Der er en privatpraktiserende frisør tilknyttet plejecentret. Tid aftales med frisøren og klipningen kan foregå i egen bolig.
Hér kan du læse mere om den frisør der er tilknyttet Solgården.
En gang om måneden afholder en af præsterne fra Virum Kirke, gudstjeneste her på Solgården. Datoerne bliver både annonceret i vores husavis samt hér på hjemmesiden under aktiviteter.
Hvis du ønsker at få kontakt med en af sognets præster, kan personalet hjælpe dig med dette.
Hvis du ønsker at deltage i gudstjeneste, er der mulighed for at bestille en kirkebil (gælder kun Virum Kirke).
Hvis du har lyst, kan du eller dine pårørende tegne abonnement hos diverse bladforhandlere. Du kan også aftale med diverse supermarkeder om udbringning af varer. Der afregnes direkte med bladforhandler eller supermarked.
Vores café, som har åbent på hverdage kl. 11.30 - 13.00, har et lille udvalg af "søde sager". Du er velkommen til at komme og se om der skulle være noget der falder i din smag.
Ønsker du at være i skriftlig dialog med personalet, kan du som pårørende indkøbe en ”kinabog” eller kalender og indgå en aftale med personalet omkring brugen af den.
I forbindelse med undersøgelse og behandling hos egen læge eller speciallæge, vil personalet være behjælpelig med at kontakte den ordning du er tilknyttet, f.eks. Flextrafik. Udgifterne til transport står du selv for.
Gruppe 1-sikrede, der modtager social pension, og som af helbredsmæssige årsager er forhindret i at benytte offentlige transportmidler, kan få refusion for kørsel til egen læge eller nærmeste speciallæge.
Du kan få refunderet udgiften til en taxa, ved at indsende kvitteringer for udlæg af ud- og hjemtur til Borgerservice (husk at påføre cpr-nummer). Du skal få lægen eller speciallægen til at stemple på din kvittering, før du kan få refunderet beløbet.
Der ydes ikke refusion for kørsel til hospital, tandlæge, fodterapeut m.fl.
Plejecentret råder over en mindre bus, som bruges til ture med beboerne. Bussen må af forsikringsmæssige hensyn ikke udlånes til andre.
Du kan beholde din egen praktiserende læge når du flytter på plejehjem. Alle plejecentre har fast tilknyttede praktiserende læger som du kan vælge at skifte til. Det er gratis at skifte til den læge der er tilknyttet plejecentret, og det sker elektronisk.
Udbetaling af din pension fortsætter uændret efter indflytning i plejebolig, mens bistands- og plejetillæg bortfalder måneden efter indflytning. Du er berettiget til evt. personlige tillæg på lige vilkår med pensionister i eget hjem. Personlige tillæg kan efter ansøgning ydes til folke- og førtidspensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige.
Hvis du har spørgsmål til din pensionsudbetaling, skal du kontakte Udbetaling Danmark. Ved akutte ændringer i din økonomi, skal du kontakte kommunen på telefonnummer 45 97 30 00.
Post bliver leveret af postbuddet i din postkasse. Kan du ikke selv afhente din post, så fortæl det personalet.
Bortskaffelse af pap møbler mv. sker for egen regning, og eller ved hjælp fra dine pårørende, eller efter aftale med personalet.
Du kan tilmelde dig omsorgstandpleje på plejecentret (se servicepakken).
Lyngby-Taarbæk kommune har et gæstenetværk med navnet LTKAIR. Man har ikke permanent adgang, men bliver automatisk logget af efter nogle timer.