Gå til hovedindhold
Du er her:

Velkommen

Velkommen på plejecentret - dit nye hjem

Velkommen til din nye bolig.

Du står over for et nyt kapitel i dit liv, hvilket der kan være mange følelser og praktiske forhold forbundet med. Hverdagen skal indrettes på en anden måde, og helt nye omgivelser, rammer og mennesker vil fra nu af blive en del af din hverdag. For mange kan det være en livsforandrende situation, som kræver tid at vænne sig til, men for langt de fleste vil et ”farvel” til det gammelkendte heldigvis betyde ”goddag” til nye muligheder.

Ny på plejecenter

Ved indflytning vil personalet hjælpe dig. Vi taler sammen om den første tid, og hvad der skal til, for at du kan føle dig godt tilpas i de nye rammer. Dine pårørende kan være et vigtigt bindeled mellem det tidligere og fremtidige liv på plejecentret. Personalet vil være klar til at hjælpe dig, så du kan føle dig tryg i forbindelse med indflytning på plejecentret. Pårørende er altid velkomne. De kan besøge dig og være en aktiv del af hverdagen som hidtil. Plejecentret har åbent døgnet rundt.

Hverdagen

Afdelingens personale vil være omkring dig dagligt. I weekender og ferier vil du opleve at der også er afløsere for det faste personale på afdelingen.  Personalegruppen er mangfoldig med forskellige køn, alder uddannelse og etnicitet.

Personalet glæder sig til at lære dig og dine pårørende at kende og vil derfor opfordre jer til at skrive din livshistorie. På den måde får personalet fra begyndelsen et større indblik i, hvem du er, og hvad der er vigtigt for dig. 

Du bliver som beboer en del af et fællesskab sammen med andre ældre i forskellige livssituationer. Du bestemmer selv, hvor meget du har lyst til at være en del af dette fællesskab. Vi mennesker er forskellige, men langt de fleste trives bedst i samvær med andre. Sammen med dig vil vi finde ud af, hvad der fungerer bedst for dig.

Din hverdag på plejecentret kommer til at bestå af forskellige aktiviteter, dvs. hjælp til at komme i tøjet, hjælp til personlig pleje, tandbørstning og barbering mv. Du har også mulighed for at deltage i centrets aktiviteter sammen med andre beboere, f.eks. fællesspisning, sang og gymnastik som du kan vælge til og fra – alt efter dine interesser. Personalet vil altid opfordre dig til at deltage i aktiviteterne, fordi det er godt at holde sig i gang, fysisk som mentalt, men igen – det er dig der bestemmer.

Kontaktperson

Du får en kontaktperson på plejecentret, som dine pårørende har mulighed for at kontakte.

Måltider

Dagen starter til duften af friskbrygget kaffe, uanset om du er den morgenfriske, der ønsker at starte dagen tidligt, eller du gerne vil sove længe, det er helt op til dig, der er morgenkaffe til alle.

Når sulten melder sig, samarbejder vi med kokke, der laver frisk mad fra bunden. Der er mulighed for individuel diæt, og maden er ernæringsrigtig og tilberedt af kokke og det dygtige køkkenpersonale. Frisk mad fra bunden vil bl.a. sige at brødet er friskbagt, marmeladen hjemmesyltet og kartoflerne er friskkogte. Du kan læse mere om måltiderne her.

Familie og pårørende

Din familie og pårørende er altid velkomne, akkurat som i din tidligere bolig. Familieaktiviteter skaber liv og stemning til glæde for alle på plejecentret. Derfor opfordrer vi også til, at fællesarealerne frit benyttes, og vi bestræber os på at indrette fællesarealerne til alles ønsker og behov.

Vi ser familie og pårørende som en ressource, hvor vi i fællesskab sætter ønsker og gode ideer på dagsordenen.

Fødselsdage og mærkedage

Fødselsdage kan markeres på mange forskellige måder, men det er dit eget valg. Personalet vil være behjælpelig med at planlægge dagen, sammen med dig og din familie.

Nye venner

På plejecentret opstår der spontant nye venskaber mellem mennesker, og du vil også opleve at indgå i små og store fællesskaber. Du vælger selv dine nye bekendtskaber, men vi støtter meget gerne op omkring mødet, alt efter ønsker og interesser.

Aktiviteter

Det er vigtigt at være aktiv og at få oplevelser - også når du er flyttet på plejehjem.

Om du er til gåture, kortspil, håndarbejde eller noget helt fjerde, vil vi gøre vores bedste for at du kan fortsætte med disse aktiviteter. På plejecentret er der en række aktivitetstilbud, der annonceres for en måned ad gangen. Så sig endelig til, hvis der er noget, du gerne vil deltage i, eller hvis du har forslag til nye tiltag, så finder vi sammen ud af det. Du kan læse mere om aktiviteter og vores frivillige hér.